Ole Bladt-Hansen, der har samlet set 13 års kommunaldirektørerfaring fra Billund og Tønder kommuner, blev den 1. marts 2023 tilknyttet Lundgaard Konsulenterne. Ole er uddannet cand.techn. soc. fra RUC.
Det blev et både; ”velkommen” og et ”velkommen tilbage”, for Ole har tidligere været partner i Lundgaard Konsulenterne i fem år fra 2006 til 2011. Han er derfor en ret unik kombination af topdirektør og konsulent, hvilket gør ham fuldstændig køreklar fra dag 1.
Ole har massive erfaringer med udvikling af organisationer – både som konsulent og som kommunaldirektør – og han færdes hjemmevant på tværs af den kommunale organisation. Der er dog et helt særligt hjerte for det kommunale teknik- og planområde, der har gjort, at han har været dybt involveret i det område – også i en national kontekst. Rekruttering af topchefer er en anden kernekompetence, hvilket gør, at det helt naturligt er et arbejdsområde.
Endelig er Ole formodentligt landets mest erfarne interim-topleder på det offentlige område. Det har han været i såvel Billund som i Ringsted kommuner i sin tid som konsulent. Så her kan han virkeligt gøre en forskel, hvis der er brug for særlig topledererfaring i en periode i en offentlig virksomhed, være det sig kommune, region eller forsyningsvirksomhed.
Alt hvad Ole gør, sker med integritet. Det gælder både i de mange gode oplevelser han har stået i – men også i de svære. Der hvor den virkeligt prøves af. Måske er det den rygrad der har bragt ham på toppen af de højeste bjerge på den elskede racercykel igennem årene. Ole er medlem af den eksklusive klub; ” Club du Cingles du Mont Ventoux”. Slå det selv op. De er ikke helt normale. Interessen for byudvikling ses også i det private, hvor Ole sammen med sin kone har restaureret, og bor, i et af de ældst beboede huse i Ribes bymidte. En fredet ejendom, hvorfra hans kone driver Danmarks ældste købmandsbutik og en gourmet-café.