Administrerende direktør for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune

Forestil dig, at du er stærkt bevægelseshæmmet. Heldigvis har du en intelligent seng, der samarbejder med din krop og hjerne og kan løfte dig op og bevæge dig rundt i hele din bolig.

 

Forestil dig, at du er ensom og syg. Heldigvis besøger en af dine medborgere dig på sygehuset, kører med i ambulancen, når du bliver udskrevet, og er hos dig i de første svære timer derhjemme.

 

Netop nu tages afgørende spring fremad i velfærdssektorens nødvendige og perspektiv-rige forvandling. Der skal skabes og formidles helt nye muligheder. Odense Kommune er ambitiøs, partnerskabsorienteret og på forkant. Det gør stillingen som administrerende direktør for ÆHF og dens 4.400 medarbejdere meget attraktiv.

 

Odense Kommunes direktørgruppe tænker i koncernledelse. Der er brug for en ny kollega, der er kendt for innovation, politisk tæft, godt samspil med ansvarsbevidste medarbejdere og overblik i en økonomisk kompleks virkelighed.

 

Der er orden i begreberne i ÆHF, og der skelnes nøje mellem styring og ledelse. Budgetterne holdes, og i ledelsen er det værdier og ikke mekanik, der er fundamentet. Der er brug for en ny topleder, der tager værdierne til sig og personificerer dem. Arbejdet skal føres igennem, så værdigrundlaget lever helt inde i hjertet af hvert eneste medarbejderteam i den geografisk og fagligt vidtforgrenede organisation.

 

Der er brug for en administrerende direktør til ÆHF, der har strategisk format, og som vil glæde sig til at bidrage med et markant drive over en lang tidshorisont.

 

  

Ansættelse sker i henhold til aftale om aflønning af chefer indgået med KL. Lønnen udgør ca. 900.000 kroner årligt, hvortil kommer 18,2 pct. til pension, resultatløn samt eventuelt kvalifikationslønstillæg. Ansættelse sker på femårigt åremål.

Læs job- og personprofil på www.odense.dk eller nedenfor. Stil spørgsmål til partner Lisbeth Binderup på 2049 5140, til rådmand Jane Jegind på 6551 3000 eller til stadsdirektør Jørgen Clausen på 6551 1001 eller 4043 4424. Send din ansøgning til post@lundgaard-konsulenterne.dk, så den er fremme senest fredag den 17. september 2010 kl. 9.00.

Hent job- og personprofil her 

Se også www.odense.dk